Kapitel 4: Seksuelle overgreb mod børn: omfang, overgreb og overgrebspersoner

I dette kapitel vil jeg indledningsvis præsentere et kort historisk overblik over den udsædvanlige ’opdagelse’ af seksuelle overgreb mod børn og dets omfang. Derefter vil jeg indkredse den globale forekomst af seksuelle overgreb mod børn, og efterfølgende uddyber jeg en række tværsnitsundersøgelser og en prospektiv undersøgelse af seksuelle overgreb mod børn. Jeg vil endvidere supplere med en kritik af og gennemgang af problematikker omkring dataindsamling med anvendelse af retrospektive undersøgelser af seksuelle overgreb mod børn. Afslutningsvis vil jeg uddybe problematikkerne omkring dataindsamling på to områder, hvor det første er et afsnit om, hvorfor drenge og mænd underrapporterer seksuelle overgreb, og det andet er om kvinder som overgrebspersoner.

“Most sexual abuse researchers agree that the sexual abuse of boys is still grossly under-reported […].” (Maikovich-Fong & Jaffee, 2010, p. 430)

Tilbageblik – opdagelsen af overgreb og interessen for traumet

Seksuelle overgreb mod børn er et globalt samfundsproblem, der først har vundet anerkendelse i nyere historisk tid (Stoltenborgh, van IJzendoorn, Euser, & Bakermans-Kranenburg, 2011). Opdagelsen af omfanget af seksuelle overgreb begået mod børn har haft en turbulent historie, der som et pendul svinger fra fornægtelse til anerkendelse. Der er et parallelt historisk forløb mellem interessen for det psykologiske traume og interessen for omfanget af seksuelle overgreb mod børn.

Den første systematiske registrering af omfanget af seksuelle overgreb mod børn blev gennemført i sidste halvdel af 1800-tallet i Frankrig, hvor en gruppe læger publicerede en række artikler om titusindvis af seksuelle overgreb mod børn og voldtægt af børn (Olafson et al., 1993). Lægerne fandt, at seksuelle overgreb mod børn var udbredt, at børnene ofte ikke havde fysiske tegn, og at børnenes vidnesbyrd om overgrebene var sande. Overgrebspersonerne var typisk børnenes brødre eller fædre. Endvidere fandt de, at en højere uddannelse ikke er noget værn mod at begå overgreb, og at overgrebene forekommer i alle sociale lag. De psykologiske konsekvenser af overgrebene blev dog sjældent beskrevet (Olafson et al., 1993).

Interessen for det psykologiske traume optræder i de forgangne 150 år tre gange, hvor den første er interessen for hysteri i fin de siècle Paris, den anden gang er efter første verdenskrig, hvor mange hjemvendte soldater havde granatchok, og interessen havde sin kulmination med vietnamkrigen. Den tredje øgede interesse for traumet var med feminismen og kvindebevægelsen i 1970’erne, der skabte bevågenhed om seksuel og fysisk vold i hjemmet (Herman, 1992b; Olafson et al., 1993).

Det var først med Sigmund Freud og Pierre Janet, at de psykologiske konsekvenser af seksuelle overgreb blev beskrevet (Olafson et al., 1993). Den franske neurolog Jean-Martin Charcot beskrev hysteri hos kvinder i 1890’erne, men han udviste ikke den store interesse for hysteriets ætiologi eller patienternes indre verden, selvom hans patienters fortællinger ofte gav indikationer af tidligere traumatiske begivenheder af seksuel karakter (Dalgleish & Morant, 2001). Hans elever, Sigmund Freud og Pierre Janet, fandt derimod, at hysteri var psykologiske reaktioner på patienternes tidlige traumatiske erfaringer.

Pierre Janet identificerede i 1889 dissociation som en afgørende psykologisk proces, med hvilken organismen reagerer på overvældende erfaringer, og undersøgte karakteristika ved traumatisk hukommelse (Olafson et al., 1993).

Det var i forbindelse med Freuds udgivelse af ’Aetiology of Hysteria’ (1896) (omtalt i Dalgleish & Morant, 2001, p. 5), hvor han også lancerede seduction hypothesis, at han beskrev de dominerende psykologiske virkninger efter seksuelle overgreb som hysteri, obsessioner, mulig kronisk paranoia og andre funktionelle psykoser. Freud forkastede dog senere seduction hypotesis til fordel for ødipalteorien og betragtede i stedet børns beretninger som fantasier, snarere end at der var en forbindelse mellem traumer og seksuelle overgreb, og dermed betragtede han ikke længere interpersonelle traumer som centrale i sine ætiologiske forklaringer (Fergusson & Mullen, 1999; Olafson et al., 1993). Pierre Janet bibeholdt dog den antagelse i resten af sit virke. Interessen for seksuelle overgreb af børn og de psykiske konsekvenser forsvandt fra de professionelles bevågenhed i mange år frem.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev man i professionelle kredse opmærksom på, at børn blev udsat for vanrøgt, hvorimod fysiske overgreb mod børn først blev bemærket i de professionelle kredse i 1950’erne og 60’erne. I 1962 publicerede den amerikanske pædiatriker Henry C. Kempe en artikel om forældres fysiske mishandling af børn og navngav det battered child syndrome (Trickett et al., 2011). ’Opdagelsen’ af børnemishandling havde en omfattende indvirkning på medicinske specialer som pædiatrien, og på det politiske niveau førte det til vedtagelse af love til beskyttelse af børn (Fergusson & Mullen, 1999).

’Genopdagelsen’ af seksuelle overgreb mod børn kom fra andre kredse end de medicinske professionelle, og det var først i 1970’erne, at der skete et nybrud.

Kvindebevægelsen og feminismens fremmarch i 1970’erne havde en grundlæggende indvirkning på ’genopdagelsen’ af seksuelle overgreb mod børn, hvor feminismen bl.a. bidrog med kritisk analyse af de herskende ideologiske konstruktioner af seksuel vold. Med feminismen skete der en redefinering af klasse, race, køn og normal seksualitet (Dalgleish & Morant, 2001), hvilket medførte et fundamentalt skifte i den moderne indstilling til seksuelle overgreb mod børn – et skift, der også influerede psykiatriske diagnoser, familien, kønsidentitet og børns seksualitet. Hvad der var usædvanligt ved denne forandring, var, at den ikke kom fra de videnskabelige institutioner, men ifølge Finkelhor (1984) (citeret i Olafson, Corwin, & Summit, 1993, p. 17) blev seksuelle overgreb mod børn sat på den offentlige dagsorden af bl.a. psykologer og socialrådgivere i stedet for af læger og i mindre grad af den magtfulde medicinske lobby. At sidstnævnte ikke var involverede i denne forandring, var desværre med til at bremse den offentlige politiske reaktion. Det var en indtrængen på et professionelt monopols magt til at definere virkeligheden inden for sit felt, der anfægtede denne professions hegemoni og interesser.

I 1980’erne skete der et tilbageskridt i forhold til samfundets bevågenhed omkring seksuelle overgreb mod børn. Kritikerne påstod, at prævalensen var overdrevet, og at børn var meget suggestible og derfor afgav falske anklager. Samtidig begyndte der en polariserende debat om genfundne erindringer. Debatten om genfundne erindringer omhandler kort beskrevet, for det første spørgsmålet, om det er muligt, at et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, senere i livet kan have amnesi om begivenheden/begivenhederne og det senere er muligt at genkalde den eller dem. For det andet om det er muligt at genkalde en begivenhed om et seksuelt overgreb, der er substantielt forvrænget i forhold til den oprindelige begivenhed, eller om genkaldelsen bare er omtalen af begivenheder, der aldrig fandt sted, f.eks. i en støttegruppe (Dalgleish & Morant, 2001). I professionelle organisationer som The American Psychological Association og Dansk Psykolog Forening var der omfattende diskussioner og der er bl.a. udgivet rapporter og anden litteratur om emnet.

Hvordan kunne denne vekslen mellem negligering og genopstået interesse for seksuelle overgreb mod børn finde sted? Dalgleish & Morant (2001) begrunder det med sociatale faktorer i to områder: for det første i køn og for det andet i det øgede fokus på selvet. Seksuelle overgreb mod børn er et problem, der især anklager mænd, og de seneste 100 år har de sociale- og medicinske videnskaber primært været domineret af mænd, der dermed definerede det epistemologiske blik frem til 1970’erne. Afvisningen af ofre for overgreb og klassificeringen af overgrebspersoner som noget ’andet’, benægtelsen af beretninger om seksuelle overgreb i barndommen og ’normaliseringen’ af seksuelle overgreb mod børn kan konceptualiseres i kønsbiasbeskyttende mekanismer for et mandsdomineret socialt system og en professionel diskurs (Dalgleish & Morant, 2001).

I den sidste halvdel af det 20. århundrede har psyken fået progressivt mere opmærksomhed og er blevet et centralt projekt både i det offentlige og i det private liv. Autonomi, selv-realisering og selv-forbedring er opnået gennem valg af arbejde, relationer og livsstil. Livet i det senmoderne samfund er kendetegnet ved høj grad af refleksivitet og social identitet og betydning opnås gennem vedvarende konstruktion af selvet. Den hastige udbredelse af psykoterapierne er en definerende egenskab for det selvorienterede samfund. Konsekvenserne af disse ændringer for seksuelle overgreb er omkring den øgede sociale accept af ’fejl’ i selvet, hvor terapi altid står til rådighed for både ofre og gerningsmænd. Diskussioner af seksuelle overgreb i medierne ville for 50 år siden være utænkelig, hvor det nærmest var ikkeeksisterende i det offentlige rum. Det er vanskeligt at forestille sig, at samfundet nogensinde igen vil være i stand til kollektivt ’at glemme’ seksuelle overgreb som det har gjort tidligere (Dalgleish & Morant, 2001).

I de sidste 40 år er forskning i omfanget af seksuelle overgreb mod børn primært udsprunget fra USA og i mindre grad fra Europa (Olafson et al., 1993). I det seneste årti er der dog i Europa udgivet flere oversigtsværker støttet af bl.a. Council of Europe (f.eks. Council of Europe, 2010) og i Norden og Baltikum med f.eks. The Baltic Sea Regional Study on Adolescents’ Sexuality (Mossige, Ainsaar, & Svedin, 2007) og Framework for Nordic Youth Surveys on Child Sexual Abuse and Exposure to Violence Outside and in the Family (Helweg-Larsen & Nordisk Råd, 2008). Andre regioner i verden er dog fortsat underbelyste, f.eks. Mellemøsten og Nordafrika (Polonko, Adam, Naeem, & Adinolfi, 2011).

Det globale omfang af seksuelle overgreb mod børn

Det er ikke muligt at få et eksakt overblik over forekomsten af seksuelle overgreb mod børn, fordi overgrebene foregår i det skjulte og sjældent bliver anmeldt til myndigheder. Det er vanskeligt, men dog muligt at tilnærme sig en fornemmelse af omfanget gennem forskellige former for retrospektive undersøgelser, såsom dataindsamling af rapporterede overgreb til myndigheder, og prospektive undersøgelser.

De retrospektive metoder, der hyppigst anvendes, er statistiske optegnelser om incidens og prævalens. Incidensundersøgelser refererer til antallet af hændelser i et bestemt tidsrum, typisk et år, f.eks. anmeldelser af seksuelle overgreb mod børn i en population i en bestemt tidsperiode (Finkelhor, 1994a). Metoden er problematisk, fordi seksuelle overgreb sjældent anmeldes omgående eller overhovedet. Incidensundersøgelser er f.eks. registerudtræk fra arkiver over politianmeldelser (f.eks. Helweg-Larsen & Larsen, 2005) og oversigter fra hospitalsklinikker (f.eks. Andersen & Madsen, 2008). Prævalens måler andelen af en befolkning, der har en given lidelse eller har været udsat for et overgreb på et bestemt tidspunkt (f. eks. Finkelhor, Hotaling, Lewis, & Smith, 1990). I prospektive undersøgelser følger man en befolkningsgruppe fra fødsel og et antal år frem (f.eks. Fergusson et al., 1996).

I de følgende afsnit vil jeg gennemgå en række prævalensundersøgelser, der anvender forskellige stikprøver og metoder til dataindsamling.

I de seneste par årtier har prævalensundersøgelser påvist, at seksuelle overgreb mod drenge forekommer hyppigere end hidtil antaget, at de er underrapporteret, at de ikke er anerkendt, og at ofrene ikke bliver behandlet (Goldman & Padayachi, 2000; Holmes & Slap, 1998; Pereda, Guilera, Forns, & Gómez-Benito, 2009; Stoltenborgh et al., 2011). Holmes & Slap (1998) fandt i deres oversigtsartikel om omfanget af seksuelle overgreb mod drenge en variation i prævalensen fra 4 % til 76 %, afhængigt af hvilken definition af seksuelle overgreb mod børn og metodik til dataindsamling der blev anvendt i de gennemgåede undersøgelser. I Watkins & Bentovims (1992) oversigtsartikel foretog de et ’best guess’ på kontaktmisbrug af drenge på 2-5 % i den generelle befolkning.

I en sammenlignende undersøgelse af den internationale epidemiologi af seksuelle overgreb mod børn i 19 lande fandt Finkelhor (1994b) en forekomst af seksuelle overgreb mod børn på 7 % for piger og 3 % for drenge, med en variation på 36 % for piger i Østrig og 29 % for drenge i Sydafrika. I Danmark var det 14 % for piger og 7 % for drenge. De danske data var baseret på Leth et al.s (1988) undersøgelse. Finkelhor (1994b) konkluderede bl.a., at forskellen mellem landene kan begrundes i metodologiske forskelle i de gennemgåede undersøgelser i stedet for reelle forskelle i prævalensen. I en lignende undersøgelse af den internationale epidemiologi af seksuelle overgreb mod børn foretaget af WHO (Andrews, Corry, Slade, Issakidis, & Swanston, 2004) gennemgik man bl.a. metodikken i undersøgelser af prævalensen i forskellige lande. De fandt, at der er en reel forskel i prævalensen af seksuelle overgreb mod børn mellem Europa/Asien og Nordamerika, og at forskellen ikke kun kan begrundes i metodiske forskelle, men i stedet at der er en reel regional forskel i prævalensen, hvor den er højere i Nordamerika (Andrews et al., 2004).

Nyere prævalensundersøgelser har påvist et fald i antallet af rapporteringer af seksuelle overgreb (Finkelhor & Jones, 2006; Laaksonen et al., 2011). Forklaringen på nedgangen kan bl.a. begrundes med en øget bevidsthed om problemet i befolkningen, at personer, der vil begå overgreb, søger til lande med mindre risiko for at blive opdaget (Laaksonen et al., 2011), og fængsling af personer, der begår overgreb (Jones, Finkelhor, & Halter, 2006).

Der er en række grundlæggende metodologiske problemer ved prævalensundersøgelser, der undersøger seksuelle overgreb mod børn, som jeg gennemgå nedenfor.

For det første er det vanskeligt at vurdere omfanget af seksuelle overgreb, fordi definitionerne som tidligere nævnt er uklare, og de derved modificerer prævalensraterne (Halpérin et al., 1996; Wyatt & Peters, 1986). En definition af seksuelle overgreb anvendt i undersøgelser udgør den mest signifikante faktor, der bidrager til den store variation i prævalensen af seksuelle overgreb mod børn, f.eks. hvis der anvendes en bred definition, der inkluderer både kontakt, f.eks. penetrering, og nonkontakt, f.eks. ekshibitionisme, eller en snæver definition, der kun involverer kontaktmisbrug (Dhaliwal et al., 1996). Et eksempel på problematikken er Madu & Peltzer (2001) undersøgelse (n = 414) af seksuelle overgreb mod børn i Sydafrika. De fandt et ekstremt højt antal seksuelle overgreb mod drenge (60 %) og piger (53,2 %), fordi de i kategorien for kontaktmisbrug inkluderede seksuelle kys sammen med genital fondling og penetration.

For det andet er de fleste undersøgelser af omfanget af seksuelle overgreb i barndommen blevet gennemført bl.a. ved retrospektive undersøgelser, hvor spørgeskemaer er blevet udleveret til voksne (f. eks. Laaksonen et al., 2011) eller fremsendt via post (se f.eks. Briere & Elliott, 2003; Leth, Stenvig, & Pedersen, 1988), brug af ikke-repræsentative stikprøver (f. eks. Fromuth & Burkhart, 1987) eller incidensundersøgelser over opgørelser af indberetninger til myndigheder (f.eks. Hanson, Resnick, Saunders, Kilpatrick, & Best, 1999; Helweg-Larsen & Larsen, 2005).

Hvad angår retrospektive undersøgelser, er det problematisk at bede voksne om at genkalde traumatiske oplevelser, årtier efter at overgrebene fandt sted, bl.a. grundet kompleksiteten, hvormed vi processerer traumatiske hændelser (Epstein & Bottoms, 2002; Gordon & Connolly, 2010; Halpérin et al., 1996), og fordi ofre ofte reducerer betydningen af overgreb. I den tidligere omtalte prospektive undersøgelse af Fergusson et al. (1996) foretog man efterfølgende en nærmere undersøgelse (Fergusson, Horwood, & Woodward, 2000) af deltagernes rapportering om seksuelle og fysiske overgreb. De fandt at der var en betydelig upålidelighed i rapporteringen af ​​overgreb mod børn. Upålideligheden opstod, fordi dem der havde været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb ofte afgav falske negative svar, dvs. at personer, der havde været udsat for overgreb i barndommen, havde en tendens til at give upålidelige rapporter om overgreb. Cirka 50 % af dem, der var identificeret som at have været udsat for overgreb, undlod at rapportere overgreb, når de blev spurgt en gang. Et skøn af prævalensen af overgreb kan altså blive undervurderet, såfremt man kun spørge en gang.

Endvidere skal det bemærkes, at småbørn under 6 år kan have vanskeligheder ved at genkalde overgreb, når de bliver ældre (Finkelhor, 1994a).

Et andet problem er brugen ikke-repræsentative stikprøver. F.eks. er der gennemført en lang række undersøgelser, hvor man har inkluderede universitets stikprøver (f.eks. Fromuth & Burkhart, 1987, 1989). Andre har undersøgt kvinder på psykiatriske afdelinger (f.eks. Bengtsson-Tops, Markström, & Lewin, 2005) og mænd i amerikanske fængsler (f.eks. Weeks & Widom, 1998), der påviste en høj forekomst af ofre for seksuelle overgreb i barndommen.

Udefra kommende faktorer kan også påvirke undersøgelser. F.eks. kan incidensundersøgelser influeres af offentlighedens opmærksom på emnet (Helweg-Larsen & Larsen, 2005).

Tværsnitsundersøgelser af omfanget af seksuelle overgreb mod børn

En metode til at omgås nogle af problemerne ved undersøgelsesmetoderne omtalt ovenfor er ved at foretage tværsnitsundersøgelser af unge på skoler og gymnasier, hvilket bl.a. skulle reducere risikoen for recall bias og brug af ikke-repræsentative stikprøver (Maikovich-Fong & Jaffee, 2010), såfremt tværsnitsundersøgelserne er repræsentative for en årgang. Der er blevet gennemført flere tværsnitsundersøgelser af børn og unges seksuelle erfaringer, f.eks. Sariola & Uutela (1994) (Finland), Halpérin et al. (1996) (Schweiz), Helweg-Larsen & Larsen (2002) og Helweg-Larsen et al. (2009) (Danmark) samt Priebe & Svedin (2009) (Sverige). Fælles for undersøgelserne er, at de er foretaget på tværs af en skole- eller gymnasieårgang og kræver udfyldelse af et spørgeskema enten på papir eller computer.

En fordel ved at gennemføre denne form for undersøgelser er, at de er anonyme, og at de inkluderer børn, der måske aldrig har afsløret overgreb over for andre eller har været i forbindelse med myndigheder angående det eller de overgreb, der er begået mod dem. En anden fordel er, at der er mindre recall bias i undersøgelser af børn, fordi de tidsmæssigt er tættere på de overgreb, de har været udsat for, eller fordi overgrebene fortsat finder sted. Undersøgelser af unge er derfor bedre til at afspejle prævalensen af seksuelle overgreb, men de er sjældne, og i nogle lande kræver det involvering af forældre (Putnam, 2003).

Finland

Sariola & Uutela (1994) gennemførte en tværsnitsundersøgelse af elever i 9.-klasse fra 360 tilfældige skoleklasser i Finland. I det undersøgte skoleår gik 98 % af de unge i Finland i en folkeskole. 7.349 folkeskoleelever blev inkluderet i undersøgelsen, 3.757 piger (51,1 %), 3.557 drenge (48,4%) i alderen 15-16 år. 35 (0,5%) opgjorde ikke deres køn. Spørgeskemaet var en modificeret udgave af Finkelhors spørgeskema fra 1979.

18 % af pigerne og 7 % af drengene havde seksuelle oplevelser med en person mindst 5 år ældre. 6-8 % af pigerne og 1-3 % af drengene (afhængig af valgte definition) havde seksuelle erfaringer, der kan defineres som seksuelle overgreb. Størstedelen af erfaringerne blev gjort i forbindelse med dating. Der var en stor forskel mellem Syd- og Nordfinland, hvor seksuelle erfaringer med person mindst 5 år ældre var mest almindelige i provinsen Lapland. De samme regionale forskelle kan ses i forekomsten af ​​seksuelle overgreb. Særtre et al. (1986) (refereret i Sariola & Uutela, 1994, p. 834) fandt en lignende regional forskel for seksuelle overgreb mellem den sydlige og nordlige del af Norge, med 22% i Nordnorge mod landsgennemsnit på 16%.

Det er uklart hvorfor de områder i Norge og Finland har en højere forekomst af seksuelle overgreb mod børn. Det kan ikke forklares ud fra den lokale etniske gruppe, fordi de kun udgør 2 % af befolkningen i Lapland, det kan heller ikke forklares ud fra en meget liberal kultur i Lapland, fordi kulturelle undersøgelser af Finland har påvist, at urbaniserede områder er mere liberale i forhold til sex end landområder.

Schweiz

Halpérin et al. (1996) gennemførte en tværsnitsundersøgelse af elever i 9.-klasse fra 68 tilfældige skoleklasser (17 skoler) i Genève i skoleåret 1994/5. I det skoleår gik 88,2 % af de unge i Genève i en folkeskole. 1.193 folkeskoleelever blev inkluderet i undersøgelsen, hvoraf 1.116 elever (93,5 %; 568 piger, 548 drenge) i alderen 13-17 år deltog. 619 (55,5 %) var 15 år, og 1.080 (96,8 %) var 14-16 år.

Undersøgelsen bestod af et selvadministreret spørgeskema, der kunne besvares inden for 45 minutter. Spørgeskemaet var en modificeret udgave af Finkelhors spørgeskema fra 1979 (Halpérin et al., 1996).

Deltagerne blev instrueret i at afkrydse de aktiviteter, de havde været udsat for.

I andre sektioner i spørgeskemaet kunne de gengive detaljerede steder og karakteristika ved de rapporterede begivenheder, deres reaktion på begivenhederne, køn, alder og deres vurdering af spørgeskemaet. Deltagerne blev desuden opfordret til at nedskrive personlige kommentarer, herunder yderligere oplysninger om de rapporterede hændelser.

Samlet rapporterede 192 (33,8 %) af pigerne og 60 (10,9 %) af drengene at have oplevet mindst ét tilfælde af seksuelt overgreb. Alle former for seksuelle overgreb forekom seks gange hyppigere for piger end drenge bortset fra forevisning af pornografisk materiale. I alt rapporterede 20,4 % (n = 116) piger og 3,3 % (n = 18) drenge at have været udsat for et seksuelt overgreb, der involverede fysisk kontakt, og penetration havde fundet sted hos 5,6 % (n = 32) af pigerne og 1,1 % (n = 6) af drengene. En tredjedel af de unge havde oplevet mere end ét seksuelt overgreb, og for begge køn rapporterede 46,5 %, at de havde oplevet det første overgreb før deres 12. år. Overgreb begået af et familiemedlem blev rapporteret af 20,5 % af pigerne og 6,3 % af drengene. Overgrebspersonerne var kendt af ofrene i to tredjedele af tilfældene. 90 % af overgrebspersonerne var mænd, og 35,3 % kom fra ofrenes vennekreds. For 10 (4,8 %) drenge og piger fandt de seksuelle overgreb fortsat sted, imens undersøgelsen blev gennemført (Halpérin et al., 1996).

Der blev ikke anvendt en definition af seksuelle overgreb, men i stedet specifikke former for klassifikation af seksuelle overgreb i deskriptiv form. Undersøgelsen gav ikke indsigt i de psykologiske konsekvenser af de seksuelle overgreb, bortset fra de kommentarer, som nogle få af deltagerne nedskrev i kommentarfelterne (Halpérin et al., 1996).

Undersøgelsen bekræfter tendensen, at flere piger end drenge bliver udsat for seksuelle overgreb, og at overgrebspersonen typisk er en person fra barnets familie eller en bekendt af familien. Styrken i denne form for undersøgelser er den høje responsrate, hvorimod et problem ved undersøgelsen er den manglende inklusion af privatskoler, andre institutioner, hvor børn opholder sig, og børn, der ikke længere er i skolesystemet. Jeg vil vende tilbage til denne kritik nedenfor.

Danmark

I Danmark blev der gennemført to større undersøgelser af børns trivsel i henholdsvis år 2002 og 2008, der bl.a. inkluderede spørgsmål om seksuelle erfaringer. Det interessante ved de danske undersøgelser er, at de inkluderer børnenes egne vurderinger af, om de seksuelle erfaringer er overgreb, på trods af at det juridisk betragtes som seksuelle overgreb.

Den første undersøgelse af børns trivsel fra 2002 af Helweg-Larsen & Larsen (2006) inkluderede 6.203 elever fra 9.-klasser i den danske folkeskole, hvor flertallet var 15-16 år (97 %). I alt 5.829 elever (86 % af de inkluderede), svarende til 11% af 9.-klasses eleverne i den danske folkeskole det år, besvarede spørgsmål om bl.a. seksuelle erfaringer og overgreb. Respondenterne var repræsentative for alle regioner og kommuner i Danmark. Spørgsmålene blev givet som et selvadministreret computerbaseret spørgeskema.

Spørgeskemaet var en modificeret udgave af Finkelhors spørgeskema fra 1979 (Helweg-Larsen & Larsen, 2006).

Eleverne skulle besvare spørgsmål om seksuelle erfaringer og efterfølgende klassificere dem efter, om de betragtede dem som et overgreb, med følgende svar: Ja, Måske eller Nej.

Af pigerne rapporterede 15,8 % ulovlige seksuelle erfaringer før 15 år med en, der var meget ældre, og 9,2 % rapporterede forsøgt eller gennemført samleje. Af drengene rapporterede 6,7 % ulovlige seksuelle erfaringer før 15 år med en, der var meget ældre, og 4,2 % rapporterede forsøgt eller gennemført samleje.

Samlet rapporterede 11,3 % af eleverne (15,9 % af pigerne og 6,7 % af drengene) seksuelle erfaringer, der ifølge straffeloven betragtes som strafbare seksuelle overgreb. Kun 1 % af drengene og 4 % af pigerne mente, at de ’helt sikkert’ eller ’måske’ var blevet udsat for seksuelle overgreb (Helweg-Larsen & Larsen, 2006).

Undersøgelsen blev gentaget i år 2008 (Helweg-Larsen et al., 2009), hvor 3.976 elever indgik i undersøgelsen. I undersøgelsen rapporterede 22 % af pigerne og 5 % af drengene at have haft seksuelle erfaringer, der ifølge straffeloven betragtes som strafbare seksuelle overgreb. Som ved den første undersøgelse fra år 2002 betragtede en stor del af de unge ikke selv de seksuelle erfaringer som overgreb. I denne undersøgelse var det henholdsvis 1 % for drenge og 9 % for piger, der betragtede de seksuelle erfaringer som seksuelle overgreb.

Sverige

I Sverige blev der i 2003 gennemført en undersøgelse af prævalens og karakteristika ved selvrapporteret seksuelle overgreb i barndommen og forbindelsen mellem seksuelle overgreb mod børn, køn, sociodemografiske data og samtykkende seksuelle oplevelser (Priebe & Svedin, 2009).

Undersøgelsen blev foretaget på forskellige gymnasier rundtom i Sverige. I Sverige er

90 % af de 18-årige indskrevet på et gymnasium, 2 % studerer på en anden institution, f.eks. på et universitet, og 8 % studerer ikke.

Undersøgelsen blev gennemført i 3. g gymnasieklasser i Sverige. 5.623 gymnasieelever blev udvalgt til at deltage, hvoraf 4.377 var tilstede på dagen for undersøgelsen og udfyldte spørgeskemaet. Spørgeskemaet var et selvadministreret anonymt spørgeskema, der kunne udfyldes på 30-60 minutter. Spørgeskemaet var en modificeret version af et norsk spørgeskema af Mossige (2001) (omtalt i Mossige, Ainsaar, & Svedin, 2007) forberedt til det tidligere omtalte The Baltic Sea Regional Study af Svedin og Ainsaar (Mossige et al., 2007). I alt deltog 4.339 elever (n = 2.324 kvinder og n = 2.015 mænd), hvilket svarer til en respons rate på 77,2 %. Gennemsnitsalderen var 18,15 år (SD = 0,74).

I undersøgelsen anvendte de en bred definition af seksuelle overgreb, herunder prævalensen af ikkekontaktmisbrug, kontaktmisbrug uden penetration og penetrerende overgreb begået af voksne eller af venner (peer-abuse).

Samlet rapporterede 1.962 elever om seksuelle overgreb. På spørgsmålet, om ”Nogen har befamlet dig eller rørt din krop mod din vilje”, svarede 54,7 % af kvinderne og 15,2 % af mændene positivt, og på spørgsmålet om de havde haft samleje ”Mod din vilje”, svarede 10,5 % af kvinderne og 4,7 % af mændene positivt. Når penetration blev medtaget (seksuel, oral eller anal), steg det til 13,5 % for kvinderne og 5,5 % for mændene. Hvad angår ikkekontaktmisbrug, blev det oftest begået af fremmede. For penetrerende overgreb af kvinder var overgrebspersonerne familiemedlemmer (7,4 %), venner/bekendte (64,1 %) og fremmede (28,5 %). For mænd, var de tilsvarende tal 5,7 % (familiemedlemmer), 56,6 % (venner/bekendte) og 37,3 % (fremmede).

Opsamling på tværsnitsundersøgelser

Der er markante forskelle mellem de omtalte undersøgelser, hvad angår f.eks. alder og omfang. Der er også betydelig forskel i omfanget af detaljer opgivet i undersøgelser i relation til typen af overgreb og oplysninger om overgrebspersonen. Det kan derfor være vanskeligt at foretage direkte sammenligninger på tværs af undersøgelserne. Samlet kan det dog konstateres, at prævalens for penetrerende seksuelle overgreb mod børn er højere for piger end for drenge, at peer-abuse er hyppigt forekommende, og at overgreb begået af en fremmede forekommer sjældent.

Den øgede forekomst af rapporterede seksuelle overgreb i den svenske undersøgelse kan forklares med at der er en forskel i alders-cut-off på 18 år i den svenske undersøgelse modsat den finske, schweiziske og danske, hvilket medfører, at de i årene fra det 15. til det 18. år kan have ønskede og uønskede seksuelle erfaringer. Forfatterne til den svenske undersøgelse spekulerer på, om liberale holdninger til unges seksuelle adfærd kan være en faktor, og om høje forventninger kan gøre det vanskeligt for unge at sige fra (Priebe & Svedin, 2009).

Kritik af tværsnitsundersøgelser

Skoler og gymnasier anses generelt for at være et godt sted til at rekruttere deltagere til tværsnitsundersøgelser og indsamling af oplysninger om børn og unge.

De omtalte tværsnitsundersøgelser inkluderer ikke elever, der var fraværende på dagen for undersøgelsen, elever på privatskoler, børn i døgninstitutioner og behandlingshjem, der f.eks. i Danmark har egne interne folkeskoler, og børn og unge, der er droppet ud af uddannelsessystemet.

Baggrunden for, at nogle elever er fraværende på dagen for undersøgelsen, eller at nogle børn og unge ikke længere er i uddannelsessystemet, kan være, at de tilhører en gruppe, der ikke er velfungerende (Priebe & Svedin, 2009), hvilket også bemærkes af Annerbäck et al. (2012) (n = 5.940) i deres undersøgelse af fysisk vold mod børn i Sverige.

En svensk undersøgelse af Edgardh & Ormstad (2000) om seksuelle overgreb mod unge, hvor 2.153 deltog, var alle født i år 1973 og var 17 år, da undersøgelsen fandt sted i oktober 1990. 1.943 af deltagerne (n = 1.129 kvinder, n = 814 mænd) gik i gymnasiet, og 210 var faldet helt ud af uddannelsessystemet. De adspurgte gymnasiestuderende udgør 2,1 % af de 94.665 studerende født i 1973, og deltagerne, der havde afbrudt deres skoleforløb, udgør 1,8 % af de 11.446 skole dropouts født i 1973.

Blandt eleverne rapporterede 3,1% af de mandlige og 11,2 % af de kvindelige deltagere seksuelle overgreb, og når ekshibitionisme blev ekskluderet fra dataene, faldt det til henholdsvis 2,3 % og 7,1 %. Gennemsnitsalderen ved første seksuelle overgreb var 9,1 år (SD = 4,3) for drengene og 9,0 år (SD = 3,9) for pigerne.

Blandt de deltagere, der ikke gik i skole, rapporterede 4 % af mændene og 28 % af kvinderne seksuelle overgreb i barndommen, og når ekshibitionisme blev ekskluderet fra dataene, faldt det til henholdsvis 2 % og 27 %. Gennemsnitsalderen ved første seksuelle overgreb var 12,8 år (SD = 1.5) for drengene og 10,6 år (SD = 3,2) for pigerne. En overvægt af kvinder, der havde rapporteret seksuelle overgreb, var i en form for familiepleje i modsætning til ikkemisbrugte kvinder. Edgardh & Ormstad bemærker, at det at være i familiepleje er en indikator for, at der har været alvorlige problemer. Forfatterne spurgte dog ikke til årsagen til, at de var i familiepleje. Endvidere bemærker de, at antallet af svarpersoner for deltagere, der ikke gik i gymnasiet, var på kun 44,2 % (modsat 92,2 % i gymnasiegruppen), og det er muligt, at antallet af ​unge udsat for seksuelle overgreb er højere blandt ikke-deltagende. Edgardh & Ormstad inkluderede ikke de 17-årige (n = 6.314) i år 1990, der hverken gik i gymnasiet eller var tilknyttet et ungdomscenter. Som Edgardh & Ormstad bemærker, er det muligt, at forekomsten af ​​​unge udsat for seksuelle overgreb er højere i denne gruppe end blandt gymnasieelever eller unge tilknyttede ungdomscentre, da ​seksuelle overgreb er en mulig baggrundsfaktor for både stofmisbrug og psykiatriske lidelser hos unge.

En undersøgelse i Danmark i år 2005 (Mehlbye, 2006) af 211 døgninstitutioner for børn og unge, hvoraf 149 deltog, undersøgte man henvisningsårsagen for børn og unge. Undersøgelsen blev gennemført ved spørgeskema fremsendt til institutionerne, og et mindre antal blev endvidere interviewet. Samlet fandt Mehlbye, at blandt de deltagende institutioner havde personalet mistanke om eller vidste med sikkerhed besked om, at 572 børn og unge henvist over to år havde været udsat for seksuelle overgreb. Desværre fremgår det ikke af undersøgelsens data, hvor mange børn og unge der i alt var henvist til institutionerne uanset årsag.

80 institutioner oplyste, at i alt 270 børn og unge, heraf 74 drenge, der havde været anbragt på en institution, med sikkerhed havde været udsat for seksuelle overgreb inden anbringelsen. Lidt flere institutioner havde mistanke om, at nogle af deres børn havde været udsat for seksuelle overgreb. I alt drejer det sig om 302 børn og unge. For næsten halvdelen af de 270 børn og unge var seksuelle overgreb inden anbringelsen anledningen til – eller en del af anledningen til – at de er blevet døgnanbragt (Mehlbye, 2006).

I fremtidige undersøgelser af unges trivsel og seksualitet vil det være af forskningsmæssig interesse at inkludere børn og unge, der ikke går i den almindelige folkeskole.

På trods af forskellige stikprøveteknikker og anvendelse af forskellige spørgeskemaer har tværsnitsundersøgelser i skoler og gymnasier en styrke i, at de undersøger forekomsten af seksuelle overgreb mod børn i et udsnit af befolkningen, der er tættere på de rapporterede hændelser end i andre undersøgelser. I modsætning til almindelig opfattelse er der meget, der tyder på, at pålideligheden af unges svar givet i anonyme spørgeskemaer om følsomme emner som seksualitet, selvmord og narkotikamisbrug er lig med og muligvis bedre end voksnes (Bouvier et al., 1999; Halpérin et al., 1996).

Prospektive undersøgelser

Ovenfor har jeg gennemgået undersøgelser, der anvender retrospektive metoder på forskellige alderstrin. En anden metode er at følge børn og unge i deres opvækst.

Fergusson et al. (1996) undersøgte i en fødselskohorte af mere end 1.019 new zealandske børn bl.a. udbredelsen, korrelationer og konsekvenserne af seksuelle overgreb i barndommen, hvormed man kunne undersøge sammenhængen mellem rapporteringer om seksuelle overgreb i barndommen og DSM-diagnostiske klassifikationer, når de var fyldt 18 år.

I undersøgelsen fulgte man børnene prospektivt til deres 16 år, og da de var fyldt 18 år, blev de retrospektivt bedt om at rapportere om evt. ​​seksuelle overgreb i barndommen. Af kohorten rapporterede 10,4 % (17,3 % af kvinderne og 3,4 % af mændene), at de havde oplevet seksuelle overgreb, før de var fyldt 16 år. 5,6 % af kvinderne og 1,4 % af mændene rapporterede overgreb, der involverede forsøgt eller gennemført samleje.

Hos dem, der rapporterede seksuelle overgreb i barndommen, fandt man en højere forekomst af svær depression, angstlidelser, adfærdsforstyrrelse, misbrug af stoffer og selvmordsadfærd end hos dem, der ikke rapporterede seksuelle overgreb i barndommen.

Der er meget, der tyder på, at seksuelle overgreb og især alvorlige seksuelle overgreb som penetrering medfører en øget risiko for en psykiatrisk lidelse hos unge voksne. Forekomsten af seksuelle overgreb i denne undersøgelse var ikke anderledes end i andre undersøgelser (Fergusson et al., 1996).

Drenge og mænds formodet større underrapportering af seksuelle overgreb

I litteraturen om seksuelle overgreb er der konsensus om, at seksuelle overgreb mod drenge er underrapporteret (Maikovich-Fong & Jaffee, 2010). I omtalte undersøgelser i forrige kapitel var en gennemgående tendens, at flere piger end drenge bliver udsat for seksuelle overgreb. Typisk er forekomsten en til tre. Det kan være en reel forekomst, men der kan muligvis være andre årsager til, at forekomsten i føromtalte undersøgelser er forskellig, hvilket jeg vil gennemgå nedenfor.

Undersøgelser af omfanget af seksuelle overgreb mod drenge er vanskelige at gennemføre, fordi drenge er mindre villige til at rapportere overgrebene på grund af f.eks. frygt for at blive straffet, ønsket om at fremtræde selvstændig og frygt for tab af uafhængighed efter afsløring (Holmes & Slap, 1998).

En oversigt over årsagerne til manglende rapportering kan opstilles som følger:

  1. Hvis overgrebspersonen er en mand, vil drenge og mænd ofte ikke anmelde overgrebet af frygt for at blive stigmatiseret som homoseksuel (Dhaliwal et al., 1996; Maikovich-Fong & Jaffee, 2010).
  2. Hvis overgrebspersonen er en kvinde, vil drenge og mænd muligvis ikke anmelde overgrebet, fordi de opfatter det som en kulturelt betinget seksuel initiation eller som noget positivt (Banyard, Williams, & Siegel, 2004; Dhaliwal et al., 1996; Maikovich-Fong & Jaffee, 2010).
  3. Drenge og mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb, forsøger at undgå erindringer om overgrebet, bl.a. ved ikke at anmelde det (Dhaliwal et al., 1996; Holmes & Slap, 1998).
  4. Behandlere, myndighedspersoner og andre professionelle aktører kan være afvisende over for drenge og mænd udsat for seksuelle overgreb og minimere eller afvise forekomsten af seksuelle overgreb mod drenge (Dhaliwal et al., 1996; Holmes & Slap, 1998).
  5. Overgrebspersoner har en tendens til at anvende mere vold, hvis offeret er en dreng, hvilket kan medføre, at offeret er mere tilbageholdende med at anmelde overgreb af frygt for yderligere overgreb og vold. (Maikovich-Fong & Jaffee, 2010; Watkins & Bentovim, 1992).
  6. Forældres og professionelle opmærksomhed er primært rettet mod seksuelle overgreb mod piger (Pérez-Fuentes et al., 2013).

En eller flere af nævnte årsager kan være medvirkende til, at drenge eller mænd vælger ikke at rapportere til professionelle, hvilket kan være årsag til den formodet underrapportering. Man kan evt. overveje, om drenge rapporterer til andre, f.eks. venner, i stedet for til professionelle. I en undersøgelse af rapportering af seksuelle overgreb blandt 4.339 gymnasieelever (n = 2.324 piger, n = 2.015 drenge), fandt Priebe & Svedin (2008), at når børn og unge vælger at fortælle om overgreb til andre, er det typisk til venner, mindre hyppigt til forældre og sjældent til myndigheder. Af deltagerne rapporterede 1.505 piger (65 %) og 457 drenge (23 %) at have været udsat for seksuelle overgreb. Af de misbrugte havde 81 % af pigerne og 69 % af drengene fortalt om det til andre. Drenge, der rapporterede seksuelle overgreb, var ofte tilbageholdende med at besvare opfølgende spørgsmål om seksuelle overgreb, hvilket resulterede i et stort antal af non-completers. Drenge havde oftere end piger ikke fortalt andre om overgrebene, og hvis de havde, var det i kategorien ’anden’ end til en ven eller et familiemedlem. Drenge, der gik på erhvervsfaglige uddannelser, var overrepræsenteret blandt dem, der ikke havde fortalt andre om seksuelle overgreb. Priebe & Svedin forklarer det med, at drenge, der er har været udsat for seksuelle overgreb begået af mænd, ofte er forvirrede over deres seksuelle identitet, frygter, at de blive betragtet som homoseksuelle af deres venner, og er bekymrede for selv at være en potentiel gerningsmand. Og drenge, der har været udsat for seksuelle overgreb begået af kvinder, har rapporteret, at de oplevede, at sundhedspersonale betragtede det som ’enhver mands drøm’. Især venners – f.eks. på erhvervsfaglige uddannelser, der ofte er kønsopdelt – negative reaktioner, både reelle og forventede reaktioner, påvirker mandlige unges beslutning om ikke at fortælle om seksuelle overgreb. I teorier om maskulinitet og mænds seksualitet anvender man bl.a. konceptet om hegemonisk maskulinitet, hvor man ser det som normen, at ’rigtige mænd’ er heteroseksuelle og stærke. Jeg vil vende tilbage til en diskussion om maskulinitet i et senere kapitel.

Som nævnt kan en anden mulig forklaring være, at drenge udsættes for seksuelle overgreb senere end piger og derfor ser overgrebet som en initiationsrite eller som noget positivt.

Undersøgelser af seksuelle overgreb mod drenge har fundet en divergens på 8-9 år for første overgreb (Dhaliwal et al., 1996). Kendall-Tackett & Simon (1992) fandt et gennemsnit på 7,65 år, hvorimod Holmes & Slap (1998) fandt en gennemsnitsalder på 9,8 år. Der er en lignende debutalder for piger. Som omtalt ovenfor fandt Edgardh & Ormstad (2000) også en gennemsnitsalder ved debut på omkring de 9 år for dem, der gik i gymnasiet, og en noget højere alder for dem, der var faldet ud af skolesystemet. En mulig forklaring på sammenfaldet i debutalderen kan være ligheden i deres fysiske fremtoning på det tidlige udviklingsniveau, hvilket kan tiltrække overgrebspersonen (Dhaliwal et al., 1996). Der er altså ikke noget, der tyder på, at drenge er ældre ved første overgreb. En anden mulig forklaring kan være, at det er en retrospektiv proces, der reviderer deres opfattelse af overgrebet.

Hvem begår seksuelle overgreb?

Holmes & Slap fandt i deres oversigtsartikel at overgrebspersonerne typisk er ekstrafamiliær i 54 % – 89 % af overgrene begået mod drenge, og ved 21 % – 40 % overgrebene er det en fremmede, der ikke var kendt af offeret. De fleste personer, der begår overgreb, er altså en del af familien eller, en familien kender, og et mindre antal er helt ukendte personer for familien. Drenge yngre end 6 år er i størst risiko for at blive udsat for overgreb begået af et familiemedlem eller en ven af familien, hvorimod det ved drenge over 12 år typisk er ekstrafamiliære overgreb (Holmes & Slap, 1998).

Undersøgelser af børn og unge rapporterede, at 22 % – 73 % af overgrebspersonerne var mænd, mens kvinder stod for 27 % – 78 % af overgrebene, hvorimod undersøgelser af voksne viste, at 63 % – 90 % af overgrebspersonerne var mænd. Holmes & Slap (1998) forklarer denne diskrepans med, at mænd med alderen reviderer deres opfattelse af et overgreb, hvormed, retrospektivt betragtet, overgreb begået af kvinder bliver defineret som normative i stedet for seksuelle overgreb.

Den høje forekomst af kvindelige overgrebspersoner i Holmes & Slaps oversigtsartikel fremkommer på grund af Fromuth & Burkharts (1987) undersøgelse (n = 582) og et par undersøgelser med små stikprøver.

Fromuth & Burkhart gennemførte en undersøgelse af 253 mænd fra et universitet i midtvesten og den anden stikprøve bestod af 329 mænd fra en sydøstligt universitet. Seksuelle overgreb blev defineret ud fra en adfærdsmæssig komponent, f.eks. ekshibitionisme, seksuel invitation og seksuel kontakt, og en alders komponent, der specificerede en absolut alder for overgrebspersonen og et aldersforskels kriterium.

Forekomsten af ​​seksuelle overgreb var 15 % blandt den midtvestlige stikprøve og 13 % i den sydøstlige stikprøve. Tæt på halvdelen af overgrebene forekom kun en gang i begge stikprøver. 78 % af tilfældene i den midtvestlige stikprøve og 72 % i den sydøstlige stikprøve involverede kvindelige overgrebspersoner. Det var bemærkelsesværdigt, at et så stort antal overgrebspersoner var kvinder, og at de seksuelle erfaringer overvejende ikke blev opfattet negativt.

Jeg har ikke fundet undersøgelser, der har gentaget Fromuth & Burkharts (1987) undersøgelse med lignende resultater. Jeg mener derfor ikke at det er muligt at foretage generalisering fra denne undersøgelse eller Holmes & Slaps oversigt.

Det er først i de senere år, at man inden for forskningen i seksuelle overgreb mod børn er begyndt at anerkende, at kvinder også begår seksuelle overgreb mod deres egne eller andres børn. Den sociokulturelle perception af kvinder som seksuelt passive og uskyldige afspejler en implicit negation af kvinder som potentielle seksuelle aggressorer. Det har indflydelse på lovgivning, ofrenes rapportering af overgreb og professionelles attitude over for ofre for kvinders overgreb mod børn. Flere forskere som Mendel (1995) og Denov (2003) hævder, at seksuelle overgreb mod børn begået af kvinder ikke er anerkendt, og at den manglende anerkendelse til dels er et resultat af traditionelle seksuelle scripts, der skildrer kvinder som ude af stand til at begå seksualforbrydelser. Ifølge Denov (2003) gør seksuelle scripts det muligt for enkeltpersoner at fortolke følelser og fornemmelser som seksuelt meningsfulde og give dem metoder til organisering af seksuelle situationer, der er kendetegnet ved en aktiv mand og en passiv kvinde. I traditionelle seksuelle scripts opfattes mænd som værende seksuelt aggressive. Scripts udelukker således forestillingen af mænd som seksuelt tilbageholdende eller som ofre for seksuel tvang eller overgreb. Seksuelle scripts udelukker også forestillinger af kvinder som seksuelle overgrebspersoner og som dem, der initierer sex med mænd, angiver deres seksuelle interesse og evt. tvinger en modvillig partner til at engagere sig i uønskede seksuelle aktiviteter (Denov, 2003).

Opsummering

Opdelingen af definitioner af seksuelle overgreb mod børn i en juridiske – og en forskningsdefinition, kan forklares ud fra de to domæners respektive krav på demarkation for at kunne praktisere deres respektive discipliner. Børns subjektive oplevelse af, hvornår og hvordan de føler sig udsat for seksuelle overgreb, vil ikke kunne inkluderes i disse domæner, og det vil ikke, som Fergusson & Mullen (1999) bemærker, være muligt at konstruere en universel definition. At konkludere noget om omfanget af seksuelle overgreb mod drenge er vanskeligt grundet den store forskel i prævalensen afhængig af hvilken definition og metode, der anvendes til dataindsamling. Et konservativt skøn vil være i overensstemmelse med resultaterne fra de danske tværsnitsundersøgelser, men som jeg har gjort opmærksom på i min kritik, er der en gruppe af drenge, der ikke er inkluderet i undersøgelsen. Det kunne være interessant at inkludere andre institutioner i fremtidige tværsnitsundersøgelser.