Kapitel 5: En teoretisk model for seksuelle overgrebs indvirkning i voksenlivet

I dette kapitel vil jeg gennemgå Finkelhor & Browns (1985) ’traumatogenic model’. Denne teoretiske model er udviklet med henblik på at forklare de forskellige langsigtede effekter gennem dynamikker efter seksuelle overgreb i barndommen. Den foreslåede model postulerer, at oplevelsen af​ seksuelle overgreb kan analyseres i form af fire traume-forårsagende faktorer eller traumatogenic dynamikker, der er involveret i udviklingen af negative psykosociale eftervirkninger af seksuelle overgreb hos børn.

Modellen er hyppigt omtalt i den videnskabelige litteratur og har dannet grundlag for videreudvikling af teoretiske modeller som f.eks. Feiring et al.s (1996) (omtalt i Freeman & Morris, 2001) udvidelse af Finkelhor og Brownes model og f.eks. Browning & Laumanns (1997) ’life course perspective’. Sidstnævnte forsøger at redegøre for, hvorfor seksuelle overgreb mod børn medfører en model for kulturelt upassende seksuel adfærd, der øger barnets sandsynlighed for at indgå i risikabel seksuel adfærd i ungdomsårene og voksenlivet (Browning & Laumann, 1997, p. 540).

Finkelhor & Brownes model postulerer, at der er en bred vifte af faktorer eller dynamikker, der medvirker til forskellige former for adfærd hos nogle ofre i ungdoms- og voksenalderen. F.eks. ser man hos nogle ofre et nedsat selvværd, seksuelt risikabel adfærd eller andre seksuelle problemer i voksenalderen. Finkelhor & Browne betragter de langsigtede effekter som et resultat af klassisk betinget reaktion, hvor der sker en parring af negative emotioner, der opstod under og i perioden omkring det seksuelle overgreb og bliver generaliseret til andre erfaringer i løbet af opvæksten og videre ind i voksenlivet. Med dette perspektiv forbinder modellen graden af traumeoplevelser før, under og efter hændelsen med senskader hos den voksne.

Modellen er organiseret omkring fire dynamiske kvaliteter, der skitserer, hvordan en traumatogenic dynamik er en

”experience that alters a child’s cognitive or emotional orientation to the world and causes trauma by distorting the child’s self-concept, worldview, or affective capacities.” (Finkelhor, 1987, p. 354)

De fire traumatogenic dynamikker er (efter Finkelhor & Browne, 1985; Finkelhor, 1987): 1) forråelse, 2) stigmatisering, 3) traumatisk seksualisering og 4) magtesløshed.

Forråelse refererer til, at barnet opdager, at en person, som det har været afhængigt af og har haft tillid til, har forårsaget det skade. Den skuffelse og det tab af tillid som følge af denne opdagelse kan f.eks. føre til depression, vrede og mistillid til andre.

Stigmatisering refererer til en proces, hvor negative konnotationer i forlængelse af overgrebet, f.eks. skamfuldhed og skyld, er fortalt til barnet og efterfølgende blevet internaliseret af barnet. Stigmatisering kan f.eks. føre til lavt selvværd, selvskadende adfærd, selvmordstanker og identifikation med andre stigmatiserede adfærdsformer såsom stofmisbrug og prostitution.

Traumatisk seksualisering refererer til den proces, hvormed overgrebet former offerets seksuelle følelser og seksuelle adfærd på en dysfunktionel og udviklingsmæssigt uhensigtsmæssig måde. Traumatisk seksualisering kan f.eks. føre til promiskuitet eller uvilje til sex.

Magtesløshed refererer til en dynamik, der består af to komponenter. Den første optræder, når barnets vilje, ønsker og følelse af selvbestemmelse er undermineret gennem en invasion af barnets krop mod dets vilje. Den anden komponent refererer til, at barnet kan opleve trusler om skader eller tilintetgørelse. Følelsen af magtesløshed kan f.eks. føre til frygt, angst og et ekstremt behov for at kontrollere, der potentielt kan udløse kompenserende reaktioner, såsom seksuelle overgreb mod andre. Desuden kan magtesløshed også have en skadelig virkning på offerets mestringsstrategier.

Finkelhor & Browne (1985) argumenterer for, at den magtesløshed, som barnet oplever efter seksuelle overgreb, er involveret i senskader, der manifesterer sig som en følelse af manglende effektivitet og mestring, hvilket kan optræde som depression, somatisering, dissociation og angst hos voksne. Selvom det er intrapersonelle symptomer, oplever offeret typisk magtesløshed i sociale relationer. Hvis børn lærer, grundet seksuelle overgreb, at de ikke kan påvirke, hvad der sker med dem og hvad andre gør mod dem, er det usandsynligt, at de lærer at indlede og vedligeholde adaptive relationer, men alternativt undgår relationer, fordi de forventer at blive skadet eller manipuleret (Kallstrom-Fuqua, Weston, & Marshall, 2004).

Modellen konceptualiserer seksuelle overgreb mod børn som et overgreb, der tidsmæssigt går ud over overgrebet, ved at understrege at traumet er en løbende proces. Det muliggør en mere kompleks vurdering af traumepotentialet gennem modellens understregning af omfanget af overgrebet ved traumatisk seksualisering, f.eks. hvad varigheden af ​​overgrebet var, og niveauet af stigmatisering som følge af overgrebet, f.eks. i hvilket omfang omsorgspersoner beskylder barnet for at lyve, efter at det har fortalt om overgrebet. Ved magtesløshed kan nogle børn f.eks. opleve en stor følelse af magtesløshed under den seksuelle akt, hvorimod andre først oplever det, når de fortæller det til myndighedspersoner, der afviser dem.

Som Finkelhor & Browne (1985) bemærker, kan reaktioner være forbundet til en eller flere traumagenic dynamikker. Der er altså ikke nødvendigvis en direkte relation eller kausalt forhold mellem en dynamik og en effekt. F.eks. kan depression relateret til stigmatisering have en anden manifestation end ved magtesløshed, og derfor kræver den også en anden terapeutisk tilgang.

Der er kun gennemført få undersøgelser af Finkelhor og Brownes ’traumatogenic model’, hvor den er blevet empirisk testet. I en undersøgelse af spanske universitetsstuderende (n = 182; 23 mænd og 160 kvinder), der havde været udsat for seksuelle overgreb før de var fyldt 13 år, og en kontrolgruppe (n = 182; 23 mænd og 160 kvinder), der ikke havde været udsat for seksuelle overgreb, fandt Cantón-Cortés et al. (2012), at ofrene generelt havde dårligere psykologisk tilpasning i voksenalderen, højere niveauer af angst og depression og lavere selvværd end personer ikke udsat for overgreb. Magtesløshed var den dynamik, der stærkest relaterede til psykisk tilpasning, fordi den bedst forudsagde angst og depression hos deltagere udsat for overgreb (Cantón-Cortés et al., 2012). Kallstrom-Fuqua et al. (2004), foretog en undersøgelse af kvinder (n = 178), og fandt at kun magtesløshed og stigmatisering var relaterede til psykiske lidelser og at der var en sammenhæng mellem utilpassede sociale relationer og magtesløshed (Kallstrom-Fuqua et al., 2004).

Kritik af Finkelhor og Brownes model

Finkelhor & Brownes ’traumatogenic model’ er blevet kritiseret af bl.a. Browning & Laumann (1997) for at fokusere på egenskaber ved overgrebet for at forklare senskader uden at inkludere barnets opvækst. Derved er Finkelhor & Browne nødsaget til at forklare de direkte effekter af overgrebet ud fra en af dynamikkerne. F.eks., bemærker Browning & Laumann (1997, p. 542), trækker de en direkte forbindelse mellem følelser af ineffektivitet fra traumet gennem dynamikken magtesløshed, der senere i livet fører til beskæftigelsesproblemer.

Finkelhor & Browne (1985) bemærker i artiklen, at de fire traumagenic dynamikker ikke kun gælder for det specifikke overgreb, men er vedvarende processer, der har en historie forud for, under- og efter seksuelle overgreb.

Endvidere kritiserer Browning & Laumann (1997) Finkelhor & Brownes ’traumatogenic model’ for at fokusere på sværhedsgraden af overgrebene (målt ved karakteristika ved begivenheden) for at være en central variabel til at forklare variationen af langtidsvirkningerne.

Svær grad af seksuelle overgreb og andre former for overgreb har længe været antaget at have mest omfattende psykosociale konsekvenser for offeret, men forskningen på området er uenig om måden at måle sværhedsgrader på, og hvordan informationen skal anvendes (Manly, 2005). Man kan betragte de handlinger, der konstituerer seksuelle overgreb, som at bevæge sig på et kontinuum, hvor aktiviteter som voyeurisme, ekshibitionisme og at se pornografisk materiale er i den ene ende af skalaen, og sadisme og rituelle seksuelle overgreb i den anden ende (Crowder, 1995).

Briere & Elliott (1994) og Kendall-Tackett, Meyer Williams & Finkelhor (1993) fandt i deres oversigtsartikler, at det var forbundet med øget lidelse og flere symptomer at have været udsat for oral, anal eller vaginal penetrering, overgreb i en meget tidlig alder, overgreb over lang tid eller en høj frekvens af overgreb, overgreb begået af biologiske forældre (incest) eller andre nærtstående, brug af vold og flere overgrebspersoner. Briere & Elliott (2003) fandt i deres undersøgelse (n = 935) af senskader hos voksne efter seksuelle overgreb og fysisk mishandling i barndommen, at der ikke er en forskel i senskader efter intrafamiliære og ekstrafamiliære overgreb. Briere & Elliott (2003) anvendte en tværsnits- selvrapporteringsmetode, hvor de fremsendte et spørgeskema til en geografisk stratificeret, randomiseret stikprøve i Nordamerika. Deltagerne var fordelt på 464 (49,6 %) mænd og 471 (50,4 %) kvinder, svarende til 64 % af dem, der fik tilsendt et spørgeskema (n = 1.442). Gennemsnitsalderen var 46 år, den yngste var 18 år, og den ældste var 90. I alt 66 (14,2 %) mænd og 152 (32,3 %) kvinder rapporterede om seksuelle overgreb i barndommen. I undersøgelsen blev visse egenskaber ved seksuelle overgreb specielt forbundet med psykologisk symptomatologi. Seksuelle overgreb i en sen alder, et større antal af hændelser, flere overgrebspersoner og oral, anal eller vaginal penetration. Om det var intrafamiliær eller ekstrafamiliær overgreb eller overgrebspersonens køn (f.eks. mænd begår overgreb mod drenge eller kvinder begår overgreb mod piger) var ikke nogen signifikant prædiktor for symptomatologi.

Der er altså indikationer på at sværhedsgraden snarere end blot tilstedeværelsen af ​​ seksuelle overgreb har betydning for forekomsten af psykosociale vanskeligheder senere i livet. Det er ikke selve det seksuelle overgreb, der determinerer niveauet af de psykosociale og kognitive vanskeligheder, men snarere er det sværhedsgraden af ​​et sådan overgreb, samt en eventuel samtidig forekomst af andre former for overgreb og sværhedsgraden af ​​dem (McCrae, Chapman, & Christ, 2006; Pears, Kim, & Fisher, 2008).